|
PERNILLE
KLØVEDAL HELWEG
SÅL

Pressemeddelelse
Press
Release
Fra
det øjeblik, du tager dit første skridt, bærer
dine fødder dig rundt i verden. De følger dig
– eller du følger dem – hele livet igennem. Billedkunstneren
Pernille Kløvedal Helweg har gjort sig denne jordnære
og almene iagttagelse, men hun illustrerer ikke en færdigsyet
idé med sine malerier. I stedet benytter hun maleriet
som et mentalt sanseapparat. Med bevidstheden og sansningen
rettet mod fødderne fortsætter hun med penslen
føddernes bevægelse.
Pernille
Kløvedal Helweg har i årevis været optaget
af det levendes bevægelse, men hvor hun tidligere har
arbejdet dels grafisk og æstetisk raffineret med dyrespor,
dels fotografisk og dokumentaristisk med forskellige måder
at bære sko på i en globaliseret verden, viser udstillingen
SÅL, hvordan hun netop bearbejder bevægelsens udtryk
og energi i maleriet.
Sålen
er den nedadvendte berøringsflade mellem menneskets og
verdens krop. Der går konstant signaler fra nervebaner
gennem fodsålen til hjernen, men fødderne er i
dag gemt og glemt. Alle kulturer har deres særlige måde
at forholde sig til foden på. I dag rejser vi stolesiddende
og glemmer i vores en-dimensionelle selvopfattelse, som vi har
fra spejlet på væggen, at andre opfatter os tre-dimensionelt
som vandrende væsener med en bagside og en underside.
Uden at virke dogmatisk gør Pernille Kløvedal
Helweg opmærksom på, at der i dag ligger kvaliteter
i at se og opleve verden og hinanden gennem fødderne.
Så må andre tage det næste skridt.
Udstillingsfolderen indeholder teksten ”Fodnoter” af Tor Nørretranders.
Læs her.
Pernille
Kløvedal Helweg er født i 1946. Hun er maler,
tegner og grafiker. I anledning af hendes udstilling Fodens
Gestus på Museet for Fotokunst, Brandts, i foråret
2007 udkom bogen FOOTAGE, som også behandler temaet fod
og bevægelse. Dét tema har hun desuden bearbejdet
filmisk gennem filmen Svinesøen, grafisk med udstillingen
Sporets Rytme og nu malerisk med udstillingen SÅL. Hun
har modtaget legater, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige
arbejdslegat i 2002, og sidste år Marie og Johan Vilhelm
Andersens legat for sin indsats indenfor grafisk kunst.
Udstillingen kan ses til og med d. 20. december 2007.
|