|
BRIAN
MCKEE & TREVOR AMERY
Pressemeddelelse
Press
release in English
GALERIE BIRTHE LAURSEN har store forhåbninger
til de to unge amerikanske kunstnere BRIAN MCKEE og TREVOR AMERY.
På galleriet præsenteres de netop nu for første
gang i Norden, hvor vi viser fotografier af McKee og malerier
af Amery.
Velkommen
til fernisering torsdag 1. december 2005 kl. 16.00-18.00.
BRIAN MCKEE’s fotografier er tids-billeder, men de handler ikke
om tidens rolige tand. Krig, vold og hærgen er kondenseret
i hans mennesketomme forfaldsfotografier, som dirrer tålmodigt
mellem konstruktion og ruin, opretholdelse og ødelæggelse.
Billedsproget konstitueres af interiører fra ødelagte
paladser og teatre, som McKee har fotograferet i Afghanistan,
Uzbekistan og Indien. Han fotograferer med et storformatkamera
på stativ, altid med naturligt lys. Med en meget lille
blænde og en lukketid på 10-25 minutter opnås
fotografiernes dybdeskarphed, som åbner beskuerens synsfelt
i alle retninger. Foran fotografierne - ca. 130 x 170 cm, c-print
på aluminium og uden ramme og glas – får man fornemmelsen
af at kunne træde ind i billederne, ind i historiens rum.
Her findes arkitektoniske vidner om forbrydelser, ødelæggelser
og katastrofale begivenheder: på en væg i et tidligere
fornemt men nu forladt og forfaldent palads ses skudhuller og
krater som følge af granaters møde med bygningen.
Ved siden af arabiske bønner, der fungerer som spor efter
angsten og de ekstreme følelser, som de, der et skæbnesvangert
tidspunkt har befundet sig i rummene, har følt. Historien
er indprentet i arkitekturen. McKees fotografier fortæller
en specifik historie. Fx historien om krigen mellem Afghanistan
og Sovjet. Men de ofte centralperspektiviske fotografier af
fordoms luksuriøse bygninger er med deres åbenlyse
grafiske kvaliteter mere end bare afslørende dokumentationer
af specifikke historiske kendsgerninger og kulturelle forandringer.
McKee arbejder i forlængelse af 70’ernes amerikanske topografiske
bølge – Stephen Shore er McKees væsentligste lærer
– men han bevæger sig ud over det rent dokumentariske.
I hans billeder foreslår fotografiets referentielle kapacitet
ikke én historisk sandhed men snarere fortidens tilstedeværelse
i nutiden. Fotografierne reflekterer over temaer, som til stadighed
er kendetegnende for mange samfund og mange kulturer: konstruktion,
konflikt, opretholdelse, forfald, kollaps, ruin. Brian McKee
(1977) bor og arbejder i New York og Wien.
Modsat mange samtidige malere arbejder TREVOR AMERY udelukkende
i en grå farveskala. Med enkle greb sætter han det
realistiske og det abstrakte maleri i spil. Udgangspunktet er
et forsøg på at dynamisere den hævdvundne
sandhed, at kunsthistorien er funderet på skabende, repræsenterende
linjer. Men i Amerys malerier er linjer både konstruerende
og destruerende størrelser. I malerierne formgiver linjer
på den ene side realistiske, stereotype og melankolske
motiver skabt på baggrund af kunstnerens private fotografier
og den moderne kulturs billedarkiv. På den anden side
afvæbner og ødelægger andre linjer disse
realistiske men dog aldrig helt velkomponerede udsagn ved at
indhegne dem. Indhegningen etableres af grove, mørke
streger, der synes at materialisere sig på maleriernes
overflade som snorlige, tværgående grafiske bjælker
eller cirklende til tider aggressive og dramatiske kruseduller.
Disse nærmest håndgribelige linjer refererer ikke
til noget. De kommer fra en verden uden for billederne, peger
på den samtidig med bare at være dér på
maleriernes overflade. De introducerer en abstrakt spontanitet
og spøgefuld nonchalance i de realistiske udtryk. Linjerne
er Amerys særlige signatur. De vidner om, at der billedligt
talt er flere lag i hans malerier. De består af to fysisk
adskilte billedrum, som hænger ved siden af hinanden.
De fængslende linjer bevæger sig nu fra det ene
rum til det andet og forbinder rummene, som ellers motivisk
ikke har noget med hinanden at gøre. Sammenkædningen
understreger Amerys antagelse, at alt er forbundet – også
uden for hans eget billedunivers. Linjerne begrænser også
beskuerens blik samtidig med at lokke det ind i billedernes
imaginære rum og se mere end dét, der ligger mellem
linjerne - nemlig dét, der ligger bag dem. Det væsentlige
er imidlertid ikke, hvad beskueren ser og ikke ser i Amerys
billeder, men hvordan. Trevor Amery (1983) bor og arbejder i
København og Baltimore.
Udstillingen kan ses til lørdag 28. januar 2006.
|





|